Jeg lovede for et stykke tid siden, at jeg ville skrive mere om Lone Mikkelsens forfatterskab. Det trak af forskellige grunde ud. Blandt andet blev jeg fanget på det forkerte ben i KL’s konflikt med lærerne. Jeg blev så at sige psykisk lockoutet af hele den historie.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv ikke var alt for begejstret for at gå i skole tilbage i 60’erne. Jeg behøver bare nævne madpakkerne, som Århus Kommune leverede. Hvem kan ikke huske ‘barberskummet’ (hvid, smørbart fiskepålæg)? Eller den tykke strimmel af hvinende sødt gelé, nogle gange rødt, nogle gange gult, placeret midt på rugbrødet, så man rigtigt kunne beundre det tykke lag af margarine, som damerne ude på det centrale madpakkelager ruttede rigeligt med? Nå, ja, der var leverpostej, som kunne hældes af brødet, og så osten, man nærmest ikke kunne tygge.
Men nok om det for denne gang. Maden var trods alt det mindste af mine problemer.

Altså: jeg ved, at Lone Mikkelsen indtil nu har skrevet romaner, hvor handlingen har ligget i en historisk ramme. Fra vikingetiden og fremefter. Og hun har flere gange snakket om, at hun vist greb det hele en smule akavet an. Og jeg giver hende ret. Der er noget om det. Hun kunne måske nok have gjort det hele mere læsevenligt ved at vende processen.
Hun begyndte i slutningen af 1700-tallet med Solo for Cecilia, og så var det, som om hver periode kaldte på, at hun så bagud mod den forudgående periode. Det var noget med at se på de kulturelle forudsætninger og tankegods. Hun endte (foreløbig?) ved vikingetiden. Hun fastholder (indtil videre?) stædigt, at hun ikke vil gå længere tilbage, men hun sagde også engang, at Ragnhilds saga ikke skulle have en efterfølger. To år efter udkom Ragnhilds færd. Så lad os nu bare se, siger jeg. Måske går det endelig fremad.
Tag lige en fedtemad (sammenklappet rugbrød med tykt lag svinefedt og salt, som man kunne få som ekstramad, hvis man havde spist madpakken op) og vent og se.
Med venlig hilsen Johanne Seltersen, vikarblogger