Flytninger

Det var en onsdag eftermiddag.

Jeg stod og malede køkken i vores nye lejlighed, der var få dage til, at de sidste elementer skulle sættes op, og der var næsten lige så kort tid til, at vi skulle flytte ind.

Telefonen ringede. Det var en dame fra hjemmeplejen i den kommune, hvor min mor og hendes mand boede. (Min mors mand, Peter, er senildement og kan ikke klare sig selv i mere end et par timer ad gangen.)
Hun ville høre, om jeg vidste, hvor min mor var, for da hjemmehjælperen var kommet til dem, lå der en seddel om, at hun var blevet indlagt, og at de skulle tage sig af Peter. ”Og det kan vi jo ikke. Vi kan give ham mad tre gange i døgnet, det er alt.” Og så tilføjede hun, at jeg jo kunne prøve at finde ud af, hvor min mor var, og så ringe til hjemmehjælpen. Og skulle der for øvrigt også købes ind, for der var ikke noget mad i huset.

Enhver, som kender en senildement person, kan forestille sig, hvor skrækkelig sådan en opringning føles.

Jeg prøvede at indvende, at jeg vidste, at der var en aftale med visitator om, at de skulle tage sig af Peter i sådan et tilfælde, og at jeg ikke kunne komme (der var ca.1times kørsel i bil for mig, hver vej). Men det blev affærdiget med, at en sådan aftale fandtes ikke, der skulle jo visiteres helt anderledes, hvis de skulle tage sig af ham, det måtte jeg jo kunne forstå. Og så var hun væk, og i øvrigt havde hun ringet fra et hemmeligt nummer, så det kunne jo blive lidt svært at ringe tilbage. Og jeg har altså ikke en smartphone, som jeg kan gå på nettet med og google damer, som kommanderer med mig.
Den korte version af den historie var, at først mandagen efter var der en akutplads ledig på et plejehjem. (På trods af, hvad kommunen i flere år, havde lovet min mor, fandt jeg ud af senere.) Først da fik Peter andet at spise end tørt rugbrød med ost, ikke fordi jeg ikke ville købe ind, men fordi hjemmehjælperne ikke må lave varm mad. Og varm mad er også et kogt æg.

Man kunne sige, at indtil da var det gået, selv om jeg ikke syntes, det var særligt charmerende at skulle sove den sidste nat sammen med Peter, fordi det var den eneste måde, vi kunne undgå, at han gik ud om natten på. Mandag morgen kom en hjemmehjælper for at følge ham til plejehjemmet.

Og så gik det helt galt.
Vedkommende havde ikke givet ham selv det mest nødvendige med. Fra plejehjemmet kom det som et chok, at manden var dement, så de ringede fra afdelingen og bebrejdede mig, at de ikke kunne holde ham inde. Han begyndte at gå hjemad, en enkelt gang var politiet ude og lede efter ham, naboen fandt ham flere gange og kørte ham tilbage til plejehjemmet (noget, der i lederens udlægning blev til, at han da godt kunne klare sig selv, for han kunne jo sagtens selv finde rundt). Først senere, da vi talte med naboen, fik vi den rigtige version. Op til en tre-fire gange om dagen ringede en eller anden fra et hemmeligt nummer og sagde, at han manglede dit eller dat, og at jeg skulle komme til et møde, så vi kunne planlægge tingene. Jeg kunne ikke ringe tilbage og høre nærmere. Min mor, som jeg i mellemtiden også havde fundet frem til, fortalte, at de kunne ringe til hende på hospitalet, og at aftalen med, at kommunen skulle tage sig af ham, stod ved magt.Dette er nedskrivninger af bemærkninger: En mandag formiddag: ”Nej, jeg kan ikke komme med batterier til hans høreapparat. Jeg er på arbejde.” ”Hvad laver du?” ”Jeg er forfatter.” ”Nå, men så, ja, så kan du vel bedre tage af sted.”

”Vi skal bare have en konto, vi elsker selv at gå ud og købe tøj med vores beboere.” Næste dag, da vi bringer spørgsmålet om tøjindkøb på bane: ”Nej, den service yder vi ikke. I skal selv levere alt.”
”Der ligger en masse post til Peter. Og det har ligget her længe. (Bemærk bebrejdelsen) Blandt andet en lejekontrakt til vores demensbolig. Og der skal betales 17.000 i depositum inden et par dage. Hvornår kommer du og henter det?” ”Hvordan kan der komme en lejekontrakt til en dement mand?” ”Jamen, vi melder adresseforandring for vores beboere. Det er jo deres post.” (Den adresseforandring betød også, at forsikringer blev flyttet, f.eks.) ”Kan I ikke sende det hele til mig, så skal jeg sørge for, at det bliver ordnet?” ”Nej, du må komme her og hente det, for vi må ikke sende.” (Kan man ikke kalde det pression? 17.000 inden et par dage? Ellers får Peter ikke den eftertragtede demensbolig.)

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan alt dette var gået, hvis jeg ikke havde haft bil. Hvis jeg havde boet i Randers, som Peters datter gør. Hvordan kan et plejehjem og en hjemmepleje forlange og forestille sig, at de pårørende kan hoppe og springe på den måde? Hvorfor har de ikke et lager af batterier til høreapparater, som de ansatte kan tage af? Hvorfor skal den enkelte ansatte bruge tid på at overtale pårørende til at komme med småting, uden på forhånd at vide, hvor vedkommende bor, eller hvad vedkommende er i stand til? Hvorfor må de overhovedet omadressere post uden at give i det mindste ægtefællen besked? Det firma, som forlangte 17.000,00 inden et par dage, var kommunens eget udlejningsfirma.

På et tidspunkt da telefonopringningerne var oppe på tre om dagen, da ingen åbenbart vidste, hvad andre lige havde ringet om (en af de mere tragikomiske var høreapparatet: ”Forleden ringede I, om at jeg skulle komme med batterier.” ”Hvorfor gjorde vi det?: Peter bruger da ikke høreapparat.” ”Jo, det har han gjort i mange år. Han er praktisk talt døv, uden.” ”Nå, det har jeg ikke bemærket. Han har ikke brugt dem, mens han har været her.”) hørte jeg mig selv råbe til en vildtfremmed kvinde:
”Han er IKKE min far, han er ikke mit ansvar. I skal bare passe jeres arbejde.”

Et modsvar kunne være: Jamen, I skulle bare have taget imod tilbuddet om det møde, vi foreslog, så kunne vi have ordnet det hele på én gang. Og jeg bliver nødt til at spørge: fordi vi ikke kunne komme til det møde (pga. henholdsvis alvorlig sygdom, flytning og bopæl meget langt væk), skulle vi sandelig ikke have det for nemt. Eller hvad?   

Nu er Peter kommet over i en fin bolig, hvor der er ansatte, som godt ved, hvordan man skal behandle demente; Som godt ved, at demente kan lade, som om de kan høre eller som om de ved, hvor de skal hen; Som godt ved, at det ofte ikke er modvillighed, når vedkommende bliver vred og irritabel, men angst. Alt er faldet til ro, og jeg kan besøge ham sammen med min mor, uden at skulle være stikirenddreng.

Nu handler det bare om min mor, som er kommet hjem fra sygehuset med besked på at blive fedet op.  ”Jeg smører lige et stykke knækbrød med ost til dig, ikke?” ”Åh, jeg kunne så godt tænke mig et spejlæg.” ”Du ved godt, at vi ikke må lave varm mad. Nå, pyt, så gør jeg det. Men du må ikke sige det nogen, og slet ikke til andre fra hjemmeplejen, vel?”