Jeg elsker det. Pludselig sker der et eller andet, som man ikke umiddelbart kan forklare, og så står man der med et lille mysterium.

I vores opgang har vi fået nyt dørtelefonanlæg. I en uge har det stået uden navne eller etager, men vi bor i stuen th., og ja, ganske rigtigt, så er det den næstnederste ringklokke, man skal benytte, hvis man vil ind til os. De to øverste klokker skulle så ifølge den logik tilhøre femte sal, ikke?

I går var der pludselig sat skilt på feltet ud for vores klokke: Petersen (navnet ændret aht. Privatlivets fred, LM) 5. sal th. Og ja, der bor en Petersen på femte sal, men da vi ikke har boet her så længe, har vi endnu ikke haft æren af at møde nogen fra den husstand. Kun læst det på postkassen. Altså, en eller anden har sat sit eget skilt op i vores tomme felt.(Der er endnu ikke sat andre skilte op)

Hvorfor? Og hvorfor så ikke i det nederste? Ja, man kan jo kun gætte:
Én af husstanden Petersen er et barn?
En dværg?
– Vi gider ikke rende og lukke op. Det kan dem i stuen få lov til.
– Jamen, er det ikke portneren, som bor i stuen til højre?
– Så kan posten lægge pakkerne der.

Jeg er ret spændt på, hvad der sker i de næste dage. Hvad Petersen og deres gæster finder på. Indtil videre har vores klokke desværre ikke ringet, så min karriere som concierge må vente. Og vores besøgende skal altså bare vide, at de skal ringe på klokken ved navnet Petersen.