Ny roman på vej

Ny roman på vej

Til oktober udkommer en roman, som har været meget længe undervejs – også for længe efter min smag, men nu kommer den: Jeg er en ø udkommer til oktober på forlaget Turbine.

Romanens historie bygger på beretningen om den virkelige Jeanne Baret, som i 1767 rejser med på en ekspedition, en verdensomsejling, betalt af den franske konge, Louis XV, og ledet af Bougainville (ja, ham, som blomsten er opkaldt efter). Jeanne klæder sig ud som mand, kalder sig Jean og rejser med som tjenestedreng for botanikeren og lægen Commerson, som også er hendes elsker.

Jeg har valgt at lade Jeanne føre sin dagbog i kahytten. Det snævre rum, som hun deler med Commerson, er det eneste sted på rejsen, hvor hun kan være ærlig og åben, og derfra kan vi høre hendes stemme kommentere på alt. Stort og småt, planter og oplevelser, og ikke mindst: den pris, hun som kvinde kommer til at betale for at ønske at opnå viden og indsigt på lige fod med mændene.

Jeg begyndte at skrive i begyndelsen af 2013, men først efter en rejse til Big Island/Hawaii i 2014 kom der for alvor stof på. Hawaii og Tahiti (hvor ekspeditionen bla. kommer til) skulle efter sigende minde meget om hinanden, for eksempel er det de samme folkeslag, som er rejst derud, naturen og klimaet har også mange ligheder. Jeg har lært så meget af både rejsen og af arbejdet med romanen i øvrigt, at jeg nogle gange følte, at jeg slet ikke kunne rumme det hele. Men nu er den her snart, og jeg håber, at læserne vil følge med på rejsen.

Jeg skal nok sige til når den udkommer.

Nyt

Min blog er nu kommet over på hjemmesiden. Dermed kan jeg nemmere komme til at skrive, hvis jeg har nyheder eller nyt fra skrivestuen. Jeg er ikke nogen trænet blogger, men hvem ved? Måske en dag? Noget af det, som i hvert fald interesserer mig at skrive om, er processerne ved at skrive. Hvor kommer inspirationen fra? Hvilke rum skal man passere for at skrive en roman eller et digt? Hvordan kommer fortælleren ind i min hjerne? Nogle gange lykkes det ligefrem vedkommende at fortrænge Lone Mikkelsen fra skrivebordet? Jeg har taget en beslutning om, at når jeg bliver 70, skal jeg have skrevet en bog om emnet. Så, nu har jeg offentliggjort det. Så skal det opfyldes.

Hverdagens små mysterier

Jeg elsker det. Pludselig sker der et eller andet, som man ikke umiddelbart kan forklare, og så står man der med et lille mysterium.

I vores opgang har vi fået nyt dørtelefonanlæg. I en uge har det stået uden navne eller etager, men vi bor i stuen th., og ja, ganske rigtigt, så er det den næstnederste ringklokke, man skal benytte, hvis man vil ind til os. De to øverste klokker skulle så ifølge den logik tilhøre femte sal, ikke?

I går var der pludselig sat skilt på feltet ud for vores klokke: Petersen (navnet ændret aht. Privatlivets fred, LM) 5. sal th. Og ja, der bor en Petersen på femte sal, men da vi ikke har boet her så længe, har vi endnu ikke haft æren af at møde nogen fra den husstand. Kun læst det på postkassen. Altså, en eller anden har sat sit eget skilt op i vores tomme felt.(Der er endnu ikke sat andre skilte op)

Hvorfor? Og hvorfor så ikke i det nederste? Ja, man kan jo kun gætte:
Én af husstanden Petersen er et barn?
En dværg?
– Vi gider ikke rende og lukke op. Det kan dem i stuen få lov til.
– Jamen, er det ikke portneren, som bor i stuen til højre?
– Så kan posten lægge pakkerne der.

Jeg er ret spændt på, hvad der sker i de næste dage. Hvad Petersen og deres gæster finder på. Indtil videre har vores klokke desværre ikke ringet, så min karriere som concierge må vente. Og vores besøgende skal altså bare vide, at de skal ringe på klokken ved navnet Petersen.

Flytninger

Flytninger

Det var en onsdag eftermiddag.

Jeg stod og malede køkken i vores nye lejlighed, der var få dage til, at de sidste elementer skulle sættes op, og der var næsten lige så kort tid til, at vi skulle flytte ind.

Telefonen ringede. Det var en dame fra hjemmeplejen i den kommune, hvor min mor og hendes mand boede. (Min mors mand, Peter, er senildement og kan ikke klare sig selv i mere end et par timer ad gangen.)
Hun ville høre, om jeg vidste, hvor min mor var, for da hjemmehjælperen var kommet til dem, lå der en seddel om, at hun var blevet indlagt, og at de skulle tage sig af Peter. ”Og det kan vi jo ikke. Vi kan give ham mad tre gange i døgnet, det er alt.” Og så tilføjede hun, at jeg jo kunne prøve at finde ud af, hvor min mor var, og så ringe til hjemmehjælpen. Og skulle der for øvrigt også købes ind, for der var ikke noget mad i huset.

Enhver, som kender en senildement person, kan forestille sig, hvor skrækkelig sådan en opringning føles.

Jeg prøvede at indvende, at jeg vidste, at der var en aftale med visitator om, at de skulle tage sig af Peter i sådan et tilfælde, og at jeg ikke kunne komme (der var ca.1times kørsel i bil for mig, hver vej). Men det blev affærdiget med, at en sådan aftale fandtes ikke, der skulle jo visiteres helt anderledes, hvis de skulle tage sig af ham, det måtte jeg jo kunne forstå. Og så var hun væk, og i øvrigt havde hun ringet fra et hemmeligt nummer, så det kunne jo blive lidt svært at ringe tilbage. Og jeg har altså ikke en smartphone, som jeg kan gå på nettet med og google damer, som kommanderer med mig.
Den korte version af den historie var, at først mandagen efter var der en akutplads ledig på et plejehjem. (På trods af, hvad kommunen i flere år, havde lovet min mor, fandt jeg ud af senere.) Først da fik Peter andet at spise end tørt rugbrød med ost, ikke fordi jeg ikke ville købe ind, men fordi hjemmehjælperne ikke må lave varm mad. Og varm mad er også et kogt æg.

Man kunne sige, at indtil da var det gået, selv om jeg ikke syntes, det var særligt charmerende at skulle sove den sidste nat sammen med Peter, fordi det var den eneste måde, vi kunne undgå, at han gik ud om natten på. Mandag morgen kom en hjemmehjælper for at følge ham til plejehjemmet.

Og så gik det helt galt.
Vedkommende havde ikke givet ham selv det mest nødvendige med. Fra plejehjemmet kom det som et chok, at manden var dement, så de ringede fra afdelingen og bebrejdede mig, at de ikke kunne holde ham inde. Han begyndte at gå hjemad, en enkelt gang var politiet ude og lede efter ham, naboen fandt ham flere gange og kørte ham tilbage til plejehjemmet (noget, der i lederens udlægning blev til, at han da godt kunne klare sig selv, for han kunne jo sagtens selv finde rundt). Først senere, da vi talte med naboen, fik vi den rigtige version. Op til en tre-fire gange om dagen ringede en eller anden fra et hemmeligt nummer og sagde, at han manglede dit eller dat, og at jeg skulle komme til et møde, så vi kunne planlægge tingene. Jeg kunne ikke ringe tilbage og høre nærmere. Min mor, som jeg i mellemtiden også havde fundet frem til, fortalte, at de kunne ringe til hende på hospitalet, og at aftalen med, at kommunen skulle tage sig af ham, stod ved magt.Dette er nedskrivninger af bemærkninger: En mandag formiddag: ”Nej, jeg kan ikke komme med batterier til hans høreapparat. Jeg er på arbejde.” ”Hvad laver du?” ”Jeg er forfatter.” ”Nå, men så, ja, så kan du vel bedre tage af sted.”

”Vi skal bare have en konto, vi elsker selv at gå ud og købe tøj med vores beboere.” Næste dag, da vi bringer spørgsmålet om tøjindkøb på bane: ”Nej, den service yder vi ikke. I skal selv levere alt.”
”Der ligger en masse post til Peter. Og det har ligget her længe. (Bemærk bebrejdelsen) Blandt andet en lejekontrakt til vores demensbolig. Og der skal betales 17.000 i depositum inden et par dage. Hvornår kommer du og henter det?” ”Hvordan kan der komme en lejekontrakt til en dement mand?” ”Jamen, vi melder adresseforandring for vores beboere. Det er jo deres post.” (Den adresseforandring betød også, at forsikringer blev flyttet, f.eks.) ”Kan I ikke sende det hele til mig, så skal jeg sørge for, at det bliver ordnet?” ”Nej, du må komme her og hente det, for vi må ikke sende.” (Kan man ikke kalde det pression? 17.000 inden et par dage? Ellers får Peter ikke den eftertragtede demensbolig.)

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan alt dette var gået, hvis jeg ikke havde haft bil. Hvis jeg havde boet i Randers, som Peters datter gør. Hvordan kan et plejehjem og en hjemmepleje forlange og forestille sig, at de pårørende kan hoppe og springe på den måde? Hvorfor har de ikke et lager af batterier til høreapparater, som de ansatte kan tage af? Hvorfor skal den enkelte ansatte bruge tid på at overtale pårørende til at komme med småting, uden på forhånd at vide, hvor vedkommende bor, eller hvad vedkommende er i stand til? Hvorfor må de overhovedet omadressere post uden at give i det mindste ægtefællen besked? Det firma, som forlangte 17.000,00 inden et par dage, var kommunens eget udlejningsfirma.

På et tidspunkt da telefonopringningerne var oppe på tre om dagen, da ingen åbenbart vidste, hvad andre lige havde ringet om (en af de mere tragikomiske var høreapparatet: ”Forleden ringede I, om at jeg skulle komme med batterier.” ”Hvorfor gjorde vi det?: Peter bruger da ikke høreapparat.” ”Jo, det har han gjort i mange år. Han er praktisk talt døv, uden.” ”Nå, det har jeg ikke bemærket. Han har ikke brugt dem, mens han har været her.”) hørte jeg mig selv råbe til en vildtfremmed kvinde:
”Han er IKKE min far, han er ikke mit ansvar. I skal bare passe jeres arbejde.”

Et modsvar kunne være: Jamen, I skulle bare have taget imod tilbuddet om det møde, vi foreslog, så kunne vi have ordnet det hele på én gang. Og jeg bliver nødt til at spørge: fordi vi ikke kunne komme til det møde (pga. henholdsvis alvorlig sygdom, flytning og bopæl meget langt væk), skulle vi sandelig ikke have det for nemt. Eller hvad?   

Nu er Peter kommet over i en fin bolig, hvor der er ansatte, som godt ved, hvordan man skal behandle demente; Som godt ved, at demente kan lade, som om de kan høre eller som om de ved, hvor de skal hen; Som godt ved, at det ofte ikke er modvillighed, når vedkommende bliver vred og irritabel, men angst. Alt er faldet til ro, og jeg kan besøge ham sammen med min mor, uden at skulle være stikirenddreng.

Nu handler det bare om min mor, som er kommet hjem fra sygehuset med besked på at blive fedet op.  ”Jeg smører lige et stykke knækbrød med ost til dig, ikke?” ”Åh, jeg kunne så godt tænke mig et spejlæg.” ”Du ved godt, at vi ikke må lave varm mad. Nå, pyt, så gør jeg det. Men du må ikke sige det nogen, og slet ikke til andre fra hjemmeplejen, vel?”

Konflikter

Jeg lovede for et stykke tid siden, at jeg ville skrive mere om Lone Mikkelsens forfatterskab. Det trak af forskellige grunde ud. Blandt andet blev jeg fanget på det forkerte ben i KL’s konflikt med lærerne. Jeg blev så at sige psykisk lockoutet af hele den historie.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv ikke var alt for begejstret for at gå i skole tilbage i 60’erne. Jeg behøver bare nævne madpakkerne, som Århus Kommune leverede. Hvem kan ikke huske ‘barberskummet’ (hvid, smørbart fiskepålæg)? Eller den tykke strimmel af hvinende sødt gelé, nogle gange rødt, nogle gange gult, placeret midt på rugbrødet, så man rigtigt kunne beundre det tykke lag af margarine, som damerne ude på det centrale madpakkelager ruttede rigeligt med? Nå, ja, der var leverpostej, som kunne hældes af brødet, og så osten, man nærmest ikke kunne tygge.
Men nok om det for denne gang. Maden var trods alt det mindste af mine problemer.

Altså: jeg ved, at Lone Mikkelsen indtil nu har skrevet romaner, hvor handlingen har ligget i en historisk ramme. Fra vikingetiden og fremefter. Og hun har flere gange snakket om, at hun vist greb det hele en smule akavet an. Og jeg giver hende ret. Der er noget om det. Hun kunne måske nok have gjort det hele mere læsevenligt ved at vende processen.
Hun begyndte i slutningen af 1700-tallet med Solo for Cecilia, og så var det, som om hver periode kaldte på, at hun så bagud mod den forudgående periode. Det var noget med at se på de kulturelle forudsætninger og tankegods. Hun endte (foreløbig?) ved vikingetiden. Hun fastholder (indtil videre?) stædigt, at hun ikke vil gå længere tilbage, men hun sagde også engang, at Ragnhilds saga ikke skulle have en efterfølger. To år efter udkom Ragnhilds færd. Så lad os nu bare se, siger jeg. Måske går det endelig fremad.
Tag lige en fedtemad (sammenklappet rugbrød med tykt lag svinefedt og salt, som man kunne få som ekstramad, hvis man havde spist madpakken op) og vent og se.
Med venlig hilsen Johanne Seltersen, vikarblogger

Gæsteblogger

Jeg hedder Johanne Seltersen, og jeg har fået lov til af Lone Mikkelsen at være gæsteblogger hos hende. Hun kan ikke selv overse at skrive så mange indlæg for tiden. Som det også tydeligt fremgår af denne pauvre blogside. Altså, ærlig talt. Det er for småtskårent, sagde jeg til hende, og hun gav mig ret. Så skriv du, sagde hun. Og ja, nu har jeg fået koden. så kan man vente nyt én af dagene.
Der er lige noget vedr. Lones forfatterskab, som skal samles op. Det kommer, det kommer.

Blog om noget

Lones blog
Det lader til, at man skal blogge i disse år. Hvis man udgiver en roman, laver en pæretærte, skriver et digt eller synes, at regeringen ikke gør det godt, så skal man have en blog.
Og der kan man sidde i fred og udgyde sine ord. Hvis man er heldig, kommer der en læser og måske en kommentar, men hvis ikke: så bliver det en eneskriftlig omgang.

Snart udkommer fortsættelsen til min roman Ragnhilds saga (Samleren 2010), nemlig Ragnhilds færd, derfor har jeg også nu fået mig en blog. I den kommende tid vil jeg afprøve dette nye medie. Jeg vil se, om det tiltaler mig at skrive OM noget, fremfor at skrive noget, og i så fald må tiden vise, hvad det bliver.
Kom bare indenfor.