Ragnhilds Saga

Ragnhilds saga er en roman fra den sene vikingetid. Ragnhild er gået ned til vandet for at hidkalde Freja. Gudinden skal ledsage hende på den sidste rejse. Men før rejsen kan begynde, er der en livshistorie at fortælle. Ragnhild vil være sikker på, at hendes navn bliver husket, og at de gamle skikke igen bliver holdt i hævd. Den historie, som Ragnhild fortæller, viser sig at handle om mænd og sønner, der drager i krig, om to brødre og to kvinder, om den nye religion, der trænger sig på, splitter familier ad og omstyrter liv i bygden.

“… I en ind imellem ret gribende udredning af fortrængninger, svigt og usagte modsætninger bliver læseren draget ind i Ragnhilds kvaler. Så hvis man vil have et på sin vis poetisk og stilfærdigt kraftfuldt alternativ til de sværdsvingende machos, er det Lone Mikkelsens bog, man skal have fat i.”

Weekendavisen

“Jo da, denne fortælling om kvindeliv i Vikingetiden får skam et sus af saga endskønt uden originalernes rå maskuline drift – godt det samme. Vi damer i vor fagre nye verden burde måske snakke lidt mere med Freja.”

Jyllands-Posten